Denne nyhed fik bred omtale i efteråret 2011.
Det er for besværligt og dyrt at finde og opkræve de 200 millioner kroner, som aldrig er blevet fundet i Stein Bagger-sagen.
Derfor har kuratoren på konkursboet efter IT Factory, Boris Frederiksen, opgivet at kradse Baggers mange millioner ind. Pengene er forsvundet gennem en række selskaber med forbindelse til Baggers ‘partner in crime’ Mikael Ljungman.
“Vi er i høj grad sikre på, hvor de her penge er betalt hen. Vi har kunnet følge pengestrømmene, men må også konstatere, at de penge ikke længere er i de selskaber, de er flydt ind i.”
“Derfor har vi vurderet på omkostningerne ved at forfølge det her. Vi har vurderet på sandsynligheden for, at vi kan tilvejebringe pengene til boet den vej rundt. Og lige for nærværende er konklusionen, at det tror vi ikke på, der kommer noget godt ud af,” siger advokat Boris Frederiksen til Newspaq.
I Danmarks-historiens største svindelsag blev IT Factory-direktør Stein Bagger i sommeren 2010 idømt syv års fængsel.
Retten i Lyngby gav rabat til Bagger på grund af hans samarbejdsvilje – på trods af, at han ikke havde fortalt, hvor 200 millioner kroner fra svindelnummeret befandt sig.
Med dagens melding fra kuratoren, står det klart, at de mange penge, formentlig aldrig bliver fundet.
Det vil kræve sikker ny viden om nogle aktiver, værdier, penge i konkrete selskaber eller oplysninger en hemmelig bankkonto, hvis pengejagten skal genoptages, påpeger Boris Frederiksen.
“Med mindre vi får nye oplysninger eller sikker viden om, at der er aktiver et sted, så agter vi ikke at gøre mere i relation til de selskaber.”
Boris Frederiksen, der i februar 2010 for alvor fik færten af de 200 forsvundne millioner, bekræfter, at pengene er forsvundet i selskaberne med tilknytning til Mikael Ljungman, der afsoner syv år for økonomisk svindel.
Han ønsker dog ikke at oplyse firmaernes navne, da de altså ikke kan se frem til yderligere konsekvenser, såfremt de stadig eksisterer.
Det er især et meget tungt amerikansk retssystem, som gør det for dyrt at fortsætte jagten på Baggers millioner.
